LaTeX-distributioner

Til de forskellige styresystemer anbefales følgende LaTeX-distributioner, se desuden tug.org. Alle distributionerne er naturligvis gratis.

Online LaTeX

Der er forskellige sites som tilbyder at kunne arbejde med LaTeX direkte i browseren (så man ikke behøver at installere det på sin egen PC).

  • www.overleaf.com er nok den mest udbredte.
    Værd at huske: (1) Visse features koster penge (AU har pt ikke en generelt Campus adgang til Overleaf), (2) Overleaf kan anvende forskellige versioner af TeXLive. Men forvent ikke at installationen har de aller nyeste opdateringer fra CTAN. Overleaf prioriterer stabilitet frem for cutting edge.

Windows

Til Windows har vi to forskellige distributioner (forskellen mellem dem er nogle af de ekstra værktøjer de tager med, samt deres standard konfiguration).

  • TeX Live, se www.tug.org/texlive, bemærk at der er et separat installations program til Windows. 
    TIP: På Windows anbefales det at man downloader ZIP-filen, og kører install-tl-advanced.bat i stedet for install-tl.bat
  • MikTeX, se www.miktex.org
    Anvender MikTeX Console til opdateringer. Vigtigt: Husk at opdatere i både MikTeX user mode og MikTeX admin mode (hvis du har begge)

Vi anbefaler at man til Windows anvender TeX Live, bl.a. fordi

  • Alle værktøjer virker med det samme. I MikTeX er der nogle værktøjer som kræver at brugeren selv installerer f.eks. Perl før værktøjet virker. I TeX Live virke alt med det samme. (dog kan der være værktøjer som anvender python eller java, som så skal installeres separat).
  • Installerer som standard alle tilgængelige pakker og sprog, så er man fri for at bøvle med det.
  • Det er en fordel at alle har adgang til de samme redskaber (nedenfor vil man se at til Mac og Linux er TeX Live eneste mulighed).
  • Synes man den fulde installation er for stor, kan man anvende den avancerede installer, installere en mindre samling pakker, og kan så supplere senere (enten via tlmgr install pakke eller ved at oversætte med texliveonfly (kræver python))

Den største ulempe ved TeX Live (ud over at den fylder en del på disk) er at den skal udskiftes en gang om året.

Mac OS X

MacTeX er TeX Live plus nogle Mac værktøjer og editorer pakket sammen. Dette er den nemmeste LaTeX installation at installere på alle platforme.

Efter installationen bør en MacTeX opdatereres (dette er prisen for at den er så nem at installere, man har samlet alle filerne i april og det er så dem som installeres. Men så mangler man jo opdateringerne siden april).

Bemærk at MikTeX i dag også findes til Mac, men da MacTeX som nævnt er den aller nemmeste måde at installere LaTeX overhovedet, er det den vi anbefaler. Desuden antager diverse LaTeX editorer at man på Mac finder LaTeX et meget specifikt sted. Så hvis man anvender MikTeX på Mac kan man blive nødt til at skulle rejustere sin editor. Hvilket ikke kan betale sig når MacTeX er så nem at installere.

Andre metoder til Mac inkluderer Macports eller Homebrew. Oftest giver de flere problemer end de løser i forhold til at anvende MacTeX.

Linux

Generelt fås LaTeX til Linux på tre måder: (1) Fra Linux distributionen selv, (2) via Upstream TeXLive (eller manuelt installeret TeXLive) eller (3) MikTeX til Linux.

  • De fleste Linux distributioner tilbyder en version af TeXLive, dog nogle gange lidt forældet, eller (oftest) hakket i småstykker så man ikke helt ved hvilke dele man skal installere. Ofte mangler pakke opdateringsværktøjet (tlmgr) eller er ændret så det slet ikke kan opdatere pakker med den. Med en LaTeX fra en Linux dist. skal man vente på at Linux dist. sender pakke opdateringer ud når der kommer nogen. Dette er ikke altid tilfældet.
  • Upstream TeXLive, se http://www.tug.org/texlive/
  • Personligt anbefaler jeg at man som Linux-bruger installerer TeX Live fra TUG. Så har man også den fordel at man selv kan bestemme hvornår man ønsker at opdatere sine pakker (via TeX Live manageren).
  • Installerer man TeX Live fra TUG (linket ovenfor), så kan man godt få et mindre problem, thi editorerne har diverse dependencies, altså ting de er afhængige af. Så installerer man f.eks. editoren Kile, så vil f.eks. Ubuntu også mene at den skal installere Ubuntus TeX Live. TUG har en fin beskrivelse af hvad man skal gøre for at fortælle Debian baserede systemer så den ved at man har installeret noget ækvivalent til fx Ubuntu TeXLive, se www.tug.org/texlive/debian.html (afsnittet Integrating vanilla TeX Live with Debian)

Bemærk at i dag findes MikTeX også til Linux, jeg vil dog altid hellere anbefale TeXLive da jeg generelt ikke er fan af MikTeX.